Geografi B

Undervisning i bevægelse – Fur rundt på cykel

Naturgeografi B tog på ekskursion torsdag d. 28. april og målet var Fur – den geologiske perle i Limfjorden. Her skulle eleverne det næste døgn modtage praktisk undervisning i bevægelse.

Eleverne skulle først med bus mod Branden havn, hvorfra de skulle sejle med færgen til Fur. Herfra skulle de det næste døgn agere bæredygtige turister på cykler og modtage alt undervisning under åben himmel og i bevægelse. Første stop var lejrskolen ved Engelst i øst. Fuld af godt humør cyklede eleverne med oppakning på ryggen afsted mod indkvarteringen. Eftermiddagen stod på gåtur langs stranden, hvor emnet var dannelsen af en odde, mens aftenen stod på fællesspisning samt en geografiquiz. Eleverne sluttede aftenen af foran bålet med skumfiduser og gode snakke.

Næste dag skulle den vestlige del af Fur indtages på damecykel og her kom fysikken på prøve. Vi pakkede sammen og tjekkede ud fra lejrskolen og cyklede mod havnen, hvor vi kunne opmagasinere vores bagage, mens vi oplevede Fur. Vi cyklede mod nord for at komme op på det øst-vestgående bakkestrøg som med sine 75 meter over havet kunne mærkes i benene. Bakkestrøget vidner om sidste istids glaciale kræfter, der med sine gletsjerfremstød skubbede landskabet op og ikke mindst blotlagde 55 mio. år gamle havaflejringer. Disse unikke havaflejringer også kaldet moler kunne eleverne nu i kombination med vulkanske askelag se som foldede lag i molergravene. Eleverne kunne selv undersøge egenskaberne ved moleret og studere råstofudvinding på tætteste hold. Turen forsatte mod vest mod stejle klinter med panoramaudsigter over både land og fjord. Herfra gik turen på cykel syd over og ved at følge vejen langs kysten, kunne vi nyde udsigten i det smukke solskinsvejr.

Erosion, transport og aflejring kommer til sin ret, når man cykler fra en odde i øst til en klint i vest. 

Rygsækken blev fyldt med indhold til at skabe de store refleksioner over geologisk tid, landskabsdynamik og råstofudvinding. Ud over det faglige og fællesskabet var eleverne meget glade og motiveret over at al undervisning var foregået udendørs og i bevægelse og kunne ydermere konkludere, at cykling på Fur på en damecykel giver ømme baller.