Corona-status på BG

01. 10. 2020 oprettet af Pernille Dahl

I disse dage fyldes medierne med historier om uansvarlige unge, der deltager i pirat-fester og ser stort på myndighedernes anbefalinger om at inddæmme corona-smitten. Dermed er er aldersgruppen 10-19 år pt. førende i smitte.

Dette kan vi heldigvis ikke genkende på Brønderslev Gymnasium og HF. Vi oplever, at vores elever opfører sig meget ansvarligt i forhold til de corona-regler, vi har på skolen – ligesom vi heller ikke hører om vilde weekend-fester.

Det har indtil nu heldigvis også betydet, at vi kun har haft et enkelt tilfælde af smitte. Dette var et isoleret tilfælde, da eleven ikke havde pådraget sig smitten gennem aktivitet sammen med andre elever fra BG. Eleven fandt heldigvis hurtigt ud af, at han muligvis var blevet smittet, så han tog ikke i skole, men blev i stedet for hurtigt testet.

Ikke desto mindre valgte vi ”at gå med livrem og seler” og sendte hele den stx-klasse hjem, så snart vi fik vished om den positive elev. Klassen blev hjemme og fik nødundervisning fra onsdag d. 16.9. til fredag d. 18.9. Mandag morgen havde alle negative testsvar og kunne komme i skole igen.

Som alle andre ærgrer vi os naturligvis over at skulle begrænse særligt elevernes sociale liv. Det er ikke helt så sjovt at være startet i gymnasiet, når der ikke er gymnasiefester, fredagscafeer, liv og mylder i frikvartererne, morgensamlinger og alt det, der hører med til at gå i gymnasiet. Vi håber, at vores elevers gode adfærd kan være med til, at alt det sjove stille og roligt kan vende tilbage igen.

Skrevet af uddannelsesleder Pernille Dahl