Samfundsfag

Samfundsfag

Samfundsfag

Fag

Er du interesseret i samfundet omkring dig og dets udvikling, er samfundsfag lige faget for dig.  Gennem en et- til treårig periode vil du stifte bekendtskab med økonomiske, politiske og sociale problemstillinger. Du vil endvidere kunne arbejde med så forskellige emner som internationale forhold, velfærdsstaten i Danmark, reality-programmernes udvikling gennem de sidste år, sort arbejde eller terrorens indflydelse på vores hverdag. Du vil stifte bekendtskab med fagets metoder, forskellige begreber og teorier, mens du opbygger diskussionsmæssige færdigheder og forhåbentlig bliver klogere på samfundet og måske endda dig selv.

 

Undervisning

På Brønderslev Gymnasium og HF undervises i samfundsfag på C-, B- og A-niveau. C-niveau er obligatorisk for alle, mens B- og A-niveau findes som studieretningsfag eller valgfag, hvortil der også hører skriftligt arbejde. Samfundsfag på C-niveau indgår på HF i fagpakken kultur- og samfundsfag.

Undervisningen i samfundsfag tager ofte udgangspunkt i de aktuelle problemstillinger, som vi hører om i de forskellige medier eller har inde på livet i vores dagligdag. Hvordan kan det være, at der bor folk på gaden i et rigt samfund som Danmark? Er der forskel på unge fra København og unge i Brønderslev? Hvorfor bander nogle husejere højlydt, når renten stiger, mens andre smiler ved tanken?

Vi tilstræber, at arbejdsformer og produktkrav varieres, således at eleverne får gode muligheder for at udfolde sig indenfor forskellige typer af aktiviteter. De enkelte forløb er ofte opbygget således, at vi eksempelvis starter ud med klasseundervisning, der tager udgangspunkt i et kapitel i en af vores grundbøger, en eller flere aktuelle artikler eller måske en interessant statistik, der behandler vores aktuelle problemstilling. Dernæst vil der ofte være forskellige former for gruppeaktiviteter, der afsluttes med en mundtlig fremlæggelse, en klassediskussion, en synopsis, et projekt, en hjemmeside eller lignende.

Nogle gange vil forløbene også indeholde udadrettede aktiviteter, som eksempelvis et besøg på rådhuset, en tur i Folketinget, et virksomhedsbesøg eller måske bare en snak med personer fra »det virkelige liv«, som oplever de undersøgte problemstillinger på nært hold.

 

Eksamen

C-niveau på STX
En mundtlig prøve på grundlag af et kendt tema med ukendt bilagsmateriale (2-3 normalsider). Der stilles i opgaveformuleringen underspørgsmål til bilagsmaterialet. 48 minutters forberedelsestid og 24 minutters eksamination pr. eksaminand.

B-niveau på STX og HF
En mundtlig prøve på grundlag af et kendt tema med ukendt bilagsmateriale (omfang 10–15 sider). Der gives 24 timers forberedelsestid til udarbejdelse af en synopsis, og der eksamineres i 30 minutter pr. eksaminand. Forberedelsen må gerne foregå i grupper, men eksaminationen er individuel.

A-niveau på STX
En skriftlig prøve af 6 timers varighed. Den første time kendes alene opgaveformuleringerne, og eleverne må samarbejde i grupper, hvorefter bilagsmaterialet udleveres, og eksaminanden har således 5 timer til individuelt at udforme en besvarelse.

En mundtlig prøve på grundlag af et kendt tema med ukendt bilagsmateriale (omfang 12–15 sider). Der gives 24 timers forberedelsestid til udarbejdelse af en synopsis, og der eksamineres i 30 minutter pr. eksaminand. Forberedelsen må gerne foregå i grupper, men eksaminationen er individuel.