Oldtidskundskab

Oldtidskundskab

Oldtidskundskab

Fag

I oldtidskundskab beskæftiger vi os med de gamle grækere og romere.

Vi fokuserer på litteraturen, og hvordan den påvirker Europa og vestens kultur.

Især i de senere år er antikken blevet populær i både film og tv-serier, som fx serien Spartacus og filmene om Percy Jackson.

Også computerspil, der skal handle om store civilisationer og slag, finder deres historie i antikken.

Den antikke kunst spiller også ind i vores hverdag, når vi skal bedømme, om et menneske er smukt, og hvordan man bedst sælger sine produkter i reklamer.

Alle andre fag bygger i mere eller mindre grad på antikken, selv filosofi og matematik. På samme måde bliver fx græsk drama en opskrift for dramaer hos Shakespeare og moderne film.

Alt dette skal vi ind på i undervisningen, så I kan genkende antikken i Jeres dagligdag.

 

Undervisning

Oldtidskundskab er et 1-årigt fag på c-niveau med mulighed for mundtlig eksamen. Det kan ligger både i 2. og 3. g alt efter, hvordan skemaerne ellers ser ud.

Størstedelen af tiden bliver brugt på at læse tekster. Vi skal læse historie, fx om slaget med de 300 spartanere.

Epos, som kan være historien om Trojas fald, er også en fast del af undervisningen.

I filosofi læser vi om statsopbygninger, og hvordan verden hænger sammen.

I alle emner skal vi inddrage Europas kulturhistorie, så her er der mulighed for at se film, læse Shakespeare, politiske taler eller moderne historier, fx Harry Potter.

Den sidste del er kunst, hvor man kan kigge på arkitektur eller skulpturer, og derefter se, hvordan man har fået inspiration i renæssancen og barokken og nutiden.

Især i forbindelse med kunstforløbet er der mulighed for ekskursioner til fx København eller Aalborg, hvor man kan opleve kunsten ’rigtigt’ og ikke kun på billeder.

Faget er mest teoretisk med stor vægt på tekstlæsning, men i samarbejde med andre fag er det også muligt at få en mere praktisk tilgang.

Oldtidskundskab indgår ofte sammen med andre fag i forskellige AT- forløb og kan arbejde sammen både med sprogfagene og de naturvidenskabelige fag.

 

Eksamen

Eksamen i oldtidskundskab er en ren mundtlig eksamen, hvor der er en times forberedelse og en halv times eksamination i en kendt antik tekst.

Alle kommer op i et tekststykke, der er blevet gennemgået i undervisningen.

Halvdelen kommer op i en ukendt tekst fra efter antikken, fx renæssancen eller nutiden.

Den anden halvdel kommer op i kunst med et antikt kunstværk og et efterantikt kunstværk fra for eksempel barokken.

¾ af karakteren gives på grundlag af den antikke tekst, og den sidste del er på grundlag af den perspektiverende tekst eller kunstgennemgangen.