Fysik

Fysik

Fysik

Fag

Fysik er læren om naturens grundlæggende strukturer og lovmæssighederHvad består verden af, og hvilke kræfter holder den sammen? Fysikken forsøger at beskrive verden på alle niveauer fra de mindste bestanddele i atomet til de største fænomener i universet. Fysik er læren om naturen i bredeste forstand.

Blandt tidens store fysikere kan nævnes Newton og Einstein, men også danske fysikere har gennem tiden bidraget betydeligt til faget med opdagelser af Ole Rømer, Hans Christian Ørsted og Niels Bohr.  Fysikfaget har en lang historie, som strækker sig helt tilbage til oldtiden, hvor Aristoteles undrede sig over stoffets natur, og babylonierne iagttog planeternes nattelige færden over himmelen. Faget har spillet en central rolle i den teknologiske udvikling, som verden har været i gennem de sidste 200-300 år. I dag anvendes viden fra fysik i alt fra bygning af skyskrabere til udvikling af hurtigere computere og behandling af kræft. Der undervises og forskes i fysik ved de fleste af landets universiteter.

 

Undervisning

Faget fysik findes på tre niveauer: C-, B- og A-niveau. Man har som minimum fysik på C-niveau. Fysik på B-niveau kan vælges som studieretningsfag eller som valgfag, mens fysik på A-niveau kan vælges som valgfag.

Emner på C-niveau er: Fysikkens bidrag til det naturvidenskabelige verdensbillede, energi, lys og lyd m.m.

Emner på B-niveau er: Elektriske kredsløb, atomet, radioaktivitet, Newtons mekanik m.m.

Emner på A-niveau er: Planetbevægelser, elektromagnetisme, fysik i det 21. århundrede m.m. 

Undervisningen er både teoretisk og eksperimentel. I den teoretiske del af undervisningen vil der på B- og A-niveau være en del opgaveregning, hvor der anvendes matematik.

Eksperimentelt arbejde er en vigtig del af faget og udgør en betydelig del af undervisningstiden. Mange af apparaterne kan forbindes med computeren, så forsøgsresultaterne kan ses direkte på egen laptop, og resultaterne kan så analyseres med forskellige typer af software. I fysiklaboratorierne findes en stor samling af forskelligt fysikudstyr, og der kan udføres mange typer af eksperimenter i de forskellige emner. Eksperimenterne udføres som oftest i grupper.

 

Eksamen

På C- og B-niveau er den afsluttende prøve mundtlig, mens der på A-niveau både er en mundtlig og skriftlig prøve. På A-niveau skal man til eksamen enten mundtligt eller skriftligt, og muligvis skal man op i begge dele.

C-niveau: Man trækker et eksamensspørgsmål inden for et af de emner, som man har arbejdet med i løbet af året. Der er 24 timers forberedelsestid, og eksamen består af elevens præsentation af emnet og uddybende spørgsmål fra eksaminator. Eksaminationen varer cirka 24 minutter.

B-niveau: Eksaminationen er todelt. Første del af prøven er eksperimentel i grupper af 1½ times varighed. Her skal man udføre et kendt eksperiment og lave den tilhørende databehandling. Anden del er mundtlig og individuel. Man trækker et eksamensspørgsmål inden for et af de emner, som man har arbejdet med i løbet af året. Denne del består af elevens præsentation af emnet og uddybende spørgsmål fra eksaminator og varer cirka 24 minutter.

A-niveau: Eksaminationen er todelt. Første del af prøven er eksperimentel i grupper af 2 timers varighed. Her skal man udføre et eksperiment og lave den tilhørende databehandling. Anden del er mundtlig og individuel. Man trækker et eksamensspørgsmål inden for et af de emner, som man har arbejdet med i løbet af året. Denne del består af elevens præsentation af emnet og uddybende spørgsmål fra eksaminator og varer cirka 24 minutter.