Studiemiljø – velkommen

Brønderslev Gymnasium og HF lægger vægt på et godt studiemiljø, og skolen er ikke større end at alle kender alle. Til daglig summer skolen af liv og aktivitet, når elever hygger sig eller arbejder på ’øerne’, mens andre spiller bold på fodboldbanen, diskuterer politik i samfundsfag, arbejder med ler i billedkunst eller eksperimenterer i biologilaboratoriet. En del af disse aktiviteter er iværksat af skolen og lærerne – for eksempel studierejserne – men en række aktiviteter er i meget høj grad elevstyrede. Skulle du have en god idé til et fællesarrangement eller temadage, er du velkommen til at byde ind.

Aktiviteter, hvor eleverne deltager på kryds og tværs af klasserne og sammen med lærerne, er med til at skabe sammenhold og nærvær – vores udgangspunktet for et godt studiemiljø.

Hos os er der plads til alle, og vi sørger for, at du får en god start som ny elev. For at skabe basis for et godt socialt sammenhold i de nye klasser, tilrettelægges et introduktionskursus for alle nye HF- og STX-elever, der blandt andet involverer en hyttetur og andre fælles arrangementer.

Skoleåret er desuden præget af en lang række aktiviteter, så som fester, foredrag, musical, teaterkoncerter, morgensamlinger, frivillige aktiviteter, ekskursioner m.m. Mange af aktiviteterne planlægges af både elever og lærere. For eksempel har eleverne stor indflydelse på studieture og temadage, ligesom der er elevrepræsentanter i Skoleudvalget og Pædagogisk Råd. Disse aktiviteter, hvor eleverne deltager på kryds og tværs af klasserne og sammen med lærerne, er med til at skabe sammenhold og nærvær – udgangspunktet for et godt studiemiljø!